David R. Loy og Zen i Vesten

En fremstilling af David R. Loys forfatterskab

Tim Pallis

Zen i Vesten har mange former. De fleste har at gøre med en formidling af de mange formelle træk, som er karakteristisk for traditionel japansk institutionaliseret zen buddhisme. Selv om den zen, som praktiseres i Vesten, ikke er en tro kopi af japanske zen klostres måde at gøre tingene på, så kan man godt sige, at det i vid udstrækning er en efterligning af de former og den liturgi, der praktiseres i et japansk zen kloster.

Det viser sig helt basalt i munkene og abbedernes påklædning, ritualerne i zendo, recitationen af sutra og sanzen eller dokusan formaliteterne, sesshin arrangementerne, omgangsformerne, hierarkiet osv. osv. Dette er japansk zen i Vesten, det er ikke zen i Vesten.

Zen i Vesten er ikke rigtig opfundet endnu, men på vej. Jeg kender ikke alle de ydmyge tiltag, der findes i Vesten for at etableres en solid zen praksis, som ikke oser af japanske zen former, men som alligevel er en zen praksis, der er genuin og ikke en udvanding af den åndelige tradition, som er så vigtig at bevare. Jeg vil gerne behandle David R. Loys formidable forfatterskab, som et godt eksempel på zen i Vesten.

Det drejer sig om ikke slavisk at kopierer den formelle japanske tilgang til zen træningen, idet munkenes træning i et japansk zen kloster, til forskel fra en lægmands træning, drejer sig om deres fremtidige karriere som zen præster. Som zen præst skal man deltage i mange forskellige ceremonier og forrette begravelses ritualer for danka dvs. de familier, som er tilknyttet et bestemt zen tempel og har gravsteder i templet.

Vi må i Vesten ikke glemme, at zen buddhismen i Japan er en ”kirke” og at zen templernes vigtigste opgave er at tilfredsstille menighedens ønske om, at deres præster først og fremmest tager sig af begravelses ritualerne. Den folkelige forståelse af buddhismen begrænser sig nemlig til, at det er en "dødekult".

Shinto religionen tager sig at skabelse, opvækst, bekræftelser, indtræden i livet, giftermål, medgang og lykke. Konfucianismen tager sig af de sociale relationer og moralske spørgsmål og buddhismen tager sig af døden. Alle de mange forskellige buddhistiske sekter i Japan har derfor den funktion at betjene læg folkets behov for, at deres afdøde får den bedst mulige rejse gennem det hinsidige, indtil han/hun atter genfødes til en ny eksistens i en levende krop.

De buddhistiske institutioner i Japan er økonomisk afhængige af deres danka, som ofte hælder til den folkelige buddhismes tro på himmel og helvede, karma og genfødsel, nåde og medfølelse, hvor især passagen i det hinsidige er vigtig for at kunne blive genfødt som menneske igen.

Dermed er der nemlig mulighed for endnu engang at prøve lykken for at befri sig for fremtidige genfødsler. Denne folkelige overtro bestemmer helt og holdent zen præsternes professionelle liv og gerning, og det er ikke spor anderledes i alle andre verdensreligioner.

Den seriøst praktiserende zen buddhists eksistentielle og filosofiske vej til en erkendelse af sin egen og alle levende væsners buddhanatur, som hedder oplysning, opvågnen, satori eller kensho har meget lidt bevågenhed i den folkelige bevidsthed.

Men man regner det naturligvis for givet, at de ældste præster i en hvilken som helst buddhistisk tradition har en indsigt i det hinsidige, som ikke er de fleste forundt. Alle har stor respekt for den buddhistiske træning, som bestemt må føre til en særlig indsigt, således at præsterne kan hjælpe mennesker og deres elskede på rette vej efter døden.

David R. Loy har nok det mest omfangsrige og dybdeborende forfatterskab af alle vesterlandske zen lærere i dag. Det kommer af, at han en stor del af sit liv har beskæftiget sig med at afklare alle de mangfoldige facetter af en sammenlignende mystik.

Han har igen og igen beskrevet forskellene og lighederne mellem den filosofiske erkendelse i henholdsvis buddhismen, vesterlandsk filosofi og den ikke-dualistiske mystik, som man med et sanskrit ord kunne kalde advaita, der betyder ikke to.

David R. Loy er født i 1947 og er i dag professor i etik, religion og samfund ved Xavier Universitetet i Cincinnati, Ohio, USA. Han har en Ph.d. i filosofi fra Singapore Universitet, og har indtil januar 2006 været professor i filosofi ved Bunkyo Universitetet i Chigasaki i Japan.

Men han har også en karriere indenfor zen buddhismen. I 1971 begyndte han nemlig at praktisere zazen hos Robert Aitken Rōshi på Hawaii. Han er nu zen lærer i den zen buddhistiske linie, der hedder Sanbō Kyōdan, som er en tradition, der forener Rinzai Zen og Sōtō Zen.

David Loy har fuldendt den formelle kōan træning hos zen mesteren Yamada Koun Rōshi (1907-1989), der skrev en af de bedste kommentarer til det klassiske værk Mumon Kan (The Gateles Gate).

David Loy er gift med Linda Goodhew, som han mødte i Singapore. Hun har en universitetsuddannelse fra Tōkyō, og de har begge boet i Kamakura i mange år. De har en søn, Mark, og er nu bosiddende i USA.

”Jeg kom ikke fra den analytiske filosofi til buddhismen, men gennem litteratur og eksistentialisme. Der var ikke så langt et spring fra Nietzsche til zen i 1960-erne”.

Det filosofiske studie førte David Loy fra Carleston College, Northfield, Minesota i 1965 over King’s College, London University i 1967 til Hawaii University, Honolulu, hvor han fik sin MA i asiatisk filosofi med udmærkelse.

Fra 1975 til 1985 forskede han ved Singapore Universitet, hvor han fik sin Ph.d. I 1985 bosatte han sig med Linda Goodhew i Kamakura og fortsatte sin zen træning hos Koun Rōshi, som gav ham dharma navnet Tetsuun.

David Loy beklæder i dag en række poster i ”Buddhist Peace Fellowship International Advisory Council” og ”Advisory Board of the Ernst Becker Foundation” og i følgende tidsskrifter: Cultural Dynamics, Worldviews, Contemporary Buddhism, Journal of Transpersonal Psychology og det buddhistiske review Tricycle.

Der findes en DVD på 54 minutter med titlen: David Loy. Zen Philosopher og Social Critic. Og der er et interview med ham: ”Lack and Liberation in Self and Society” i tidsskriftet Holos. Forum for a New Worldview, Vol. 1, No. 1, 2005.

David Loy har i gennem årene skrevet et utal af artikler i mange betydningsfulde tidsskrifter, som har med filosofi, buddhisme, psykologi og samfundsvidenskab at gøre, eksempelvis Philosophy East West, Journal of Transpersonal Psychology, Tricycle, osv. osv.

Hen ad vejen bliver disse artikler til kapitler i hans bøger. Det foregår ikke i kronologisk orden, men når et emneområde er dækket godt ind i forskellige tidsskriftartikler, kommer der en bog med et indhold, som afspejler dette område.

David Loy har på denne måde skrevet følgende bøger:

Nonduality. A Study in Comparative Philosophy. New Haven, Conn. Yale University Press, 1988. Det er en boglig udgivelse af hans Ph.d. Den er oversat til tysk og spansk.

Her forklarer David Loy, hvad ikke-dualitet er, så vidt som sproget overhovedet kan beskrive det. Det, der interesserer ham, er ”a core doctrine of nonduality of seer and seen”. Han forbinder vestlig og østlig filosofi og psykologi og skriver om ikke-dualitet, så det kan forstås. Bogen er en klar fremstilling af et i Vesten ret ukendt begreb. Den er derfor fænomenologisk og eksistentielt set ret provokerende, men en intellektuel nydelse at læse.

Ikke-dualitet er den oprindelige ”ufødte” måde at se på verden. Det er mystikerens erkendelse og opfattelse af tilværelsen. Det er det oplyste bevidsthedsrum, som er vor fælles buddhanatur. ”Nonduality” indeholder en grundig indføring i det mest essentielle i mystikerens opfattelse af tilværelsen, men også den postmodernistiske filosofi hos Derrida. David Loy beskriver i den forbindelse dualismens dekonstruktion.

David Loy viser den fundamentale identitet mellem forskellige ikke-dualistiske traditioner i Mahayana buddhismen, bevæger sig ind i Sankaras Advaita Vedanta, Taoismen og Zen og finder deres ikke-dualisme. Det er et af de bedste eksempler på at fremstille, hvad Aldous Huxley arbejdede på at formidle det meste af sit liv: En ”perennial philosophy”, en sammenlignende mystik eller den essentielle ikke-dualistiske mystik i alle religioner.

”Nonduality” er et enestående eksempel på en alternativ måde at opfatte tilværelsen på. Det er et unikt alternativ til de mange uholdbare, men for tiden accepterede betragtninger af den individuelle persons situation i verden, som handler om reduktion, dualisme, funktionalisme, fænomenologi eller marxistisk analyse.

Den første del af bogen hedder "Toward a Core Theory" og omfatter fire kapitler: "How Many Nondualities Are There?" - "Nondual Perception" - "Nondual Action" - "Nondual thinking". Den anden del hedder: "Resolving Ontological Differences" og omfatter også fire kapitler: "Three Approaches to the Subject-Object Relation" - "The Deconstruction of Dualism" - "The Mind-space Analogy" - "Nonduality in the Bhagavad-gita". Conclusion hedder "Nondual values".

Lack and Transcendence. The Problem of Death and Life i Psychotherapy, Existentialism, and Buddhism. Atlantic Highlands, New Jersey. Humanities Press, 1996.

Selvom der er stor forskel på metoder og mål i henholdsvis psykoterapi, eksistentialisme og buddhisme, beskæftiger de sig med samme grundlæggende spørgsmål om liv og død og døden i livet.

I dette dybdeborende værk bringer David Loy de tre forskellige traditioner sammen i én syntese, som tager hensyn til hver traditions unikke ståsted. På den måde kaster han et nyt lys på kendte problemstillinger. Bogen er skrevet i en klar faktuel stil, som ikke kræver alt for akademiske eller filosofiske forudsætninger.

Det er tydeligt, at David Loy kender sin Nietzsche, Freud og Heidegger. Han undersøger den ide, at årsagen til menneskets følelse af mangel og eksistentiel lidelse ikke stammer fra vor frygt for døden, som Freud mente, men snarere den snigende fornemmelse af, at vi ikke har et substantielt selv - at vi ikke er noget i os selv som person eller som individuelt jeg.

David Loy sætter den buddhistiske forståelse op mod de vestlige tænkere. Både buddhister og tænkere er motiverede af de samme problemer og spørgsmål. Vesten har på en meget detaljeret psykologisk og fænomenologisk måde beskrevet årsagen til menneskets eksistentielle lidelse, som buddhismen kalder dukkha (dis-ease).

Loy oversætter dukkha med ”lack”, som viser, at han opfatter det som en mangelsygdom. Vestens filosoffer og psykologer har for de flestes vedkommende ikke en løsning på de eksistentielle problemer, endsige en befrielse fra dem, men det har buddhismen.

”Lack and Transcendence” er således en oplysende bog om, hvorledes buddhismen forholder sig til hovedstrømningerne i vesterlandsk livsfilosofi.

Menneskets dybeste frygt er ikke angsten for døden, men den ultimative frygt, som driver alle vores egoistiske rænkespil og egoets selvopholdelsesdrift. Disse egotrip går ud på at finde noget, en hvilken som helst ting, som er mere konkret og virkelig at frygte og derpå forsvare det med næb og klør.

Fra et buddhistisk synspunkt er der egentlig talt ”ingen som helst” at finde, så opgaven er gennem f.eks. zen træningen at gøre egoet mere gennemskinneligt eller helt at opløse det. Det såkaldte ego, som i virkeligheden slet ikke findes som vor egentlige natur, består af nogle meget rodfæstede, og vellærte mentale processer, som er meget emsige for at identificere sig og føle sig som et virkeligt ”selv”.

Foruden en introduktion og en prolog består bogen af følgende fem kapitler:

The Nonduality of Life and Death.

The moving Image of Eternity.

The Pain of being Human.

The Meaning of It All.

Trying to Become Real.

Conclusion: Transcendence East and West.

"The most horrible of all evils, death, is nothing to us, for when we exist, death is not present; but when death is present, then we are not" (Epicurus).

"For life in the present there is no death. Death is not an event i life. It is not a fact in the world. Our life is endless, in just the same way that our field of vision has no boundaries" (Wittgenstein).

A Buddhist History of the West. Studies in Lack. Albany, NY. State University of New York Press, 2002.

I Vesten kommer der et tidspunkt i enhver praktiserende buddhists liv, hvor man bliver nødt til at se tilbage på sin egen kultur og spørge, hvordan man egentlig kan forstå det, der er sket igennem vor lange historie? Hvordan er det egentlig fat med vor vesterlandske individualisme? Hvor kommer den fra?

David Loys værk er et usædvanligt forsøg på at bruge buddhistiske begreber til at afkode historiens forløb. Han beskæftiger sig med den problematik at være motiveret af en higen efter en fast grund, som alligevel ikke kan opnås på den måde, vi søger den.

Denne bog er en buddhistisk fortolkning af Vestens historie, som viser, at den vesterlandske civilisation blev formet af ”selvets” higen efter en fast grund. Det er noget helt centralt i buddhismen, som David Loy igen og igen vender tilbage til, at for at leve et lykkeligt liv er det nødvendigt, at mennesket forvandler de tre ”gifte”: Grådighed, uvilje og selvbedrag til deres positive modstykker: Gavmildhed, medfølelse og forståelse.

Vestens historie er plaget af konsekvenserne af grådighed, uvilje og selvbedrag. Derfor er det virkelig interessant, at David Loy i denne bog undersøger, hvorledes mennesket igennem historien har forsøgt at finde en fast grund for at føle sig mere virkelig.

Det at være selvbevidst er en konsekvens af at mærke den gyngende grund som en fornemmelse af mangel (dukkha). Men det, der mangler, er blevet forstået på forskellig måde i forskellige historiske perioder.

I ”The Buddhist History of the West” undersøger David Loy, hvordan denne mangelsygdom har været forstået i de forskellige historiske perioder. Han borer sig ind i, hvorledes forståelsen af vor følelse af en mangel forandrer sig gennem de afgørende historiske perioder og viser, hvorfor disse afgørende perioder var så betydningsfulde for udviklingen af Vesten.

David Loys buddhistiske analyse af Vestens optagethed af frihed, fremskridt, berømmelse, penge, nation, korporativ kapitalisme, mekanisk videnskab, civilsamfundet, forbrugermentaliteten osv. giver os et nyt lys på vor egen kultur.

Han undersøger først og fremmest vor mangelsygdom som en væsentlig årsag til vore problemer og påpeger, at disse problemer faktisk ikke har været forstået som problemer overhovedet i vor kulturhistorie.

Da oplysningstiden endelig viste, at man ikke kan bygge en politisk filosofi på det kristne evangelium, blev Vesten sekulariseret. Man trak religionen ud af det politiske liv. Det medførte, at vor forståelse af os selv hovedsageligt blev motiveret af mulighederne i denne verden. Men vi skaffede os dermed et dybere eksistentielt problem.

Til trods for de mange materielle og økonomiske muligheder i vor sekulariserede verden har vi stadig en fornemmelse af en gennemgående følelses af mangel. Vi har stadig den mangelsygdom, som buddhismen kalder dukkha. Hvordan kan denne mangelsygdom blive helbredt, når vor sekulære politiske bestræbelser ikke kan klare denne opgave?

Måske er denne bog David Loys svageste, fordi han er filosof og zen mand – ikke historiker. Han er alt for optaget af, hvorfor Vesten og kristendommen har været så destruktiv gennem historien, og hvorfor man gennemgående har haft fiasko med at give folk en følelse af mening, retning og glæde ved livet. Hans analyse af vor civilisations historie er ikke helt fair, og der mangler en dybere forståelse af vor græske arv.

Bogen bærer på underlig måde præg af den universitets-radikalisme, som David Loy sikkert har været eksponeret af på forskellige universiteter gennem tiden. Jeg tænker her på den kritik Frankfurterskolen i årtier har forsøgt sig med overalt i universitetsmiljøet for at forvandle vort samfund i en mere marxistisk retning.

Det er dog ikke sådan, at David Loy er marxist. På sin side foretrækker han at forvandle samfundet i en buddhistisk retning i stedet for. Men det ved jeg slet ikke om man kan eller skal gøre med kulturpolitiske midler.

Bogens indholdsfortegnelse omfatter følgende kapitler:

Introduction: Toward a Buddhist Perspective.

The Lack of Freedom.

The Lack of Progress.

The Renaissance of Lack.

The Lack of Civil Society.

Preparing for Something that Never Happens.

The Religion of the Market.

Afterword: The Future of Lack.

The Great Awakening. A Buddhist Social Theory. Boston, Massachusetts. Wisdom Publications, 2003. Oversat til spansk og tjekkisk.

I dette værk beskriver David Loy en socialt engageret buddhisme som en ny spirituel praksis. Det er helt centralt i buddhismen, at menneskets lidelse (dukkha: dis-ease) stammer fra tre kilder: Grådighed, modvilje og selvbedrag. Han undersøger hvorledes disse tre "gifte", som har meget konkrete udtryk i samfundets måde at fungere på, ligger som roden til al ondt.

Den buddhistiske lære har en vej, så mennesket kan modsvare disse "gifte" for at lindre vor lidelse. David Loy drister sig til at foreslå, hvordan denne lære kan anvendes i vor kultur. Derfor handler denne bog om vigtigheden af den sociale dimension af buddhismen. Og derfor er den en teoretisk ramme for socialt engagerede mennesker, der ønsker åndelig indsigt i deres sociale politik.

”The Great Awakening” viser, hvorledes buddhismen kan hjælpe vor postmoderne verden med at udvikle nogle muligheder for spirituel befrielse i en tid, der ikke er rigtig vel forvaret midt i sin anti-religiøse kulturkamp.

Selv om politikerne vil have os til at tro, at globaliseringen i verden er motiveret af sociale hensyn, passer det ikke. De er motiveret af helt andre ting. ”Big business” er motiveret af grådighed, mere profit og magt. Forbrugerne er ligesom ”de sultne spøgelser” (gaki) i buddhismen, og buddhismen har til opgave at hjælpe denne mangelsygdom.

Forbrugermentaliteten lever sit eget liv. De fleste mennesker er helt uvidende om det problematiske ved denne livsstil. Alle uden undtagelse er skyld i miseren, som derfor må takles individuelt. Den eneste måde er, at vi hver især lader være med at ernære den. Manglen på ansvarlighed understøtter, hvad der foregår, og hvorfor ting ikke ændrer sig.

Der er ikke mange i verden, som har lyst til at gå imod forbrugermentaliteten. Vi er til falds for ”big business”. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, men for at bryde en vej ud af denne jammerdal, må der være mennesker, som er villige til at bringe ofre, og det gælder både du og jeg.

Der er følgende kapitler i denne bog:

Buddhist Social Theory?

Buddhism and Poverty?

Pave the Planet or Wear Shoes?

Can Corporation Become Enlightened?

The Nonduality of Good and Evil: Buddhist Reflections on the New Holy War.

How to Reform a Serial Killer.

Zen and the Art of War.

Remaking Ourselves: On the Duality between Nature and Technology.

Loving the World As Our Own Body: The Nondualist Ethics of Taoism, Buddhism and Deep Ecology.

Afterword: A Nondual Social Theory.

"When Shakyamuni became enlightened, the whole world awakened in him and as him. The world begins to heal when we realize thats its sufferings are our own".

"Instead of the world appearing as a collection of discrete objects confronting me, it is realized to be a vast web of traces and traces of traces that also constitute me".

The Dharma of Dragons and Daemons. Buddhist Themes in Modern Fantasy. Sammen med Linda Goodhew. Boston, Massachusetts. Wisdom Publications, 2004.

David Loy og hans kone Linda Goodhew spørger i denne bog, om der ikke er mulige buddhistiske temaer blandt de mange kristne temaer i den moderne populære kultur. Man kan sige, at film og litteratur er den moderne form for en urgammel mundtlig overdragelse af myternes allegoriske visdom. Spørgsmålet er, om der ikke skulle være lidt dharma i litteraturen og filmens fantasi verden. I denne bog viser de, at det er der!

I Tolkiens "Ringenes Herre" er der ikke meget buddhisme - blandt andet på grund af dens udprægede dualisme mellem ondt og godt. Men der er en forkærlighed for ikke-vold, som ræsonnerer med noget buddhistisk. Der er også en given afkald på og en indre kamp for ikke at være knyttet eller bundet af grådighed, modvilje og selvbedrag, som er buddhistisk.

Et kapitel handler Michael Endes bog ”Momo”, som forfatterne kalder en zen lignende kritik af vor fortryllelse af tidsopfattelsen. Et andet kapitel handler om to japanske anime film af Hayao Miyasaki. Der er også et kapitel om Ursula Le Guins ”Earthsea” bøger, som nok er mere taoistiske end buddhistiske. Der er også et om Phillip Pullmans ”His Dark Materials” trilogi.

Ursula Le Guin er måske den eneste, som har haft berøring med østasiatisk mystik, men dharmaen kan optræde i mange forskellige former på steder, hvor man ikke venter det. Det buddhistiske tidsskrift Tricycle havde f.eks. en god artikel om de buddhistiske temaer i trilogi filmen ”The Matrix”. Men man behøver faktisk hverken at være buddhist eller fantasi læser for at kunne glæde sig over den spirituelle indsigt i ”The Dharma of Dragons and Daemons”.

Money, Sex, War, Karma. Notes for a Buddhist Revolution. Boston, Massachusetts. Wisdom Publications, 2008.

De, der ikke har behov for at læse denne bog, vil undgå den på grund af titlen, og de, der har behov for den, vil købe den af samme grund. Det er en meget sensationel titel til en meget seriøs bog om, hvordan man skal gribe en buddhistisk revolution an.

Det er derfor en meget usædvanlig buddhistisk bog, en pragtfuld bog, som alle buddhister burde læse for at få nogle input om, hvad buddhisme i Vesten kunne være. Det er en bog, som fører os ned på jorden med en buddhistisk kritik af vor plagede kulturs jammerdal fuld af grådighed, modvilje og selvbedrag.

Det er også en rageknivs skarp forståelse af årsagerne bag de problemer, vi befinder os i lige her og nu i denne verden. Den beskriver, hvorfor vi alle deler en fornemmelse af, at ”det ikke er nok”, at ”det aldrig er nok”, hvad enten det har at gøre med penge, sex, sikkerhed eller krig.

Det er en bog, som beskæftiger sig med, hvordan vi tilvejebringer en radikal forandring i den måde vi arrangerer vort liv, vor kultur, vor planet og vor fremtid. Buddhismen er måske den vej, på hvilken vi kan overleve i den moderne verden. Nogle vil måske mene, at der er lidt for mange politisk korrekte flovser i den, men buddhismen er god nok.

For tiden kan man være meget betænkelig ved overhovedet at give religion en politisk plads i den moderne verden. Selv buddhismen kan opfattes adskillende, selvsikker og bigot, hvis man ikke er meget grundig inde i dens forståelse af livet og tilværelsen.

”Money Sex War Karma” er særdeles indsigtsfuld, og bestemt ikke ukritik overfor buddhismen selv f.eks. med hensyn til netop titlens ord. Men der er også meget fine argumenter for at finde en autentisk buddhistisk vej i en lidt for broget verden. Der er stor visdom i de enkelte kapitler for at hjælpe den enkelte med at forvandle både sit daglige liv og fremtidens buddhisme.

Der er følgende kapitler i bogen:

The Suffering of Self.

Lack of Money.

The Great Seduction.

Trapped in Time.

The Second Buddha.

How to drive your Karma.

Whats Wrong with Sex?

What Would the Buddha do?

The Three Poisons, Institutionalized.

Consciousness Commodified: The Attention-Deficit Society.

Healing Ecology.

The Karma of food.

Why We Love War.

Notes for a Buddhist Revolution.

"The Buddhist path involves understanding how our minds works, and Buddhist teachers warns us about how our minds get stuck in dualistic ways of thinking: not only good and evil, but success and failure, rich and poor, and so forth".

"For Buddhism the only true solution lies in realizing our nonduality with "others" and understanding that our own well-being cannot be distinguished from their well-being".

Awareness Bound and Unbound. Buddhist Essays. Albany, NY. State University of New York Press, 2009.

Hvad behøver vi for at føle os helt i pagt med tilværelsen, for at være ét med vort liv her og nu? I denne bog beskæftiger David Loy sig med befrielse, ikke fra verden, men i verden. Han har et meget bredspektret udsyn og indsyn, fordi han kender både de klassiske mestre og samtidens værker både i Asien og Vesten. Det er en sammenlignende mystik vi præsenteres for her baseret på en analyse af bevidsthedens væsen.

Bogen er måske David Loys bedste udgivelse. Det er nok fordi der er mere buddhisme i den. Der er ti kapitler, som på en måde står på skuldrene af første kapitel: "Awareness Bound and Unbound: On the Nature of Attention". Det grundliggende her er en berømt sætning i Diamantsutraen: Lad dine tanker komme frem uden at de opholder sig ved noget bestemt.

Buddhismen råder mennesket til ikke at opholde sig ved noget, men frigøre bevidstheden fra at hænge sig i noget. Menneskets uvidenhed og selvbedrag kommer af, at bevidstheden er fanget eller bundet, og befrielsen herfra vil sige, at bevidstheden ikke længere holder fast ved eller griber efter noget.

Ord som opmærksomhed og bevidsthed bruges, fordi man ikke skal tro, at buddhismen handler om noget abstrakt eller metafysisk, men om hvordan den konkrete daglige bevidsthed fungerer. David Loy beskæftiger sig herefter med en hel række spørgsmål om opmærksomheden (attention), når den enten er bundet eller løst af sine bånd.

Han behandler det forhold, at til trods for at Samsara og Nirvana er to forskellige ting, så er de alligevel ét i den ikke-dualistiske erkendelse. Der er også et afsnit om hvorledes vor opmærksomhed forfalder dvs. bliver "hooked" på noget. Det sker fordi vi ikke ved, hvad bevidstheden egentlig talt er.

Denne uvidenhed medfører en angst, som først forsvinder, når vi indser, at opmærksomheden ikke er en funktion af et "selv". Den umiddelbare opfattelse af f.eks. fuglenes sang er helt ubetinget af en formidling fra objekt til subjekt.

Det er som neurologen og zen læreren James H. Austin kalder det: An allocentric, involuntary or receptive attention, i modsætnig til: An egocentric voluntarily or concentrative attention. Den første er kun domineret af den højre hjerne-halvdel, den sidste af begge hjerne-halvdele.

David Loy skelner mellem, hvad der er vitalt og evigt i modsætning til det, der er kulturelt betinget og til en vis grad også udateret i buddhismen. Derfor tager han buddhismen op til fornyet overvejelse og går i dybden med sprogets dekonstruktion i Nagarjunas Madhyamaka filosofi og Dōgens Zen. Det andet kapitel hedder: "Language Against Its Own Mystifications: Deconstruction in Nagarjuna and Dōgen".

Der er tusind år mellem Nagarjuna og Dōgen, og deres buddhisme er formuleret vidt forskelligt. Nagarjuna dekonstruerer den almindelige sunde fornufts dualistiske opfattelse af tilværelsen med en rageknivs skarp dialektik.

Dōgens derimod skaber nye ikke-dualistiske udtryk, som tilsyneladende er en misforståelse af det almindelige sprogs logiske gramatik. En nøjere analyse af dem viser en helt anden bevidsthed end vor mangelfulde sproglige adskillelse af alle ting.

Det essentielle for både Nagarjuna og Dōgen er buddhismens dynamiske forståelse af, at enhver dharma i universet er både årsag til og virkning af alle "andre" dharma. Denne gensidige fusionering af alle ting betyder at livet af den ene dharma er identisk med livet af alle "andre" dharma. Buddhismen er en økosofi.

Det tredje kapitel hedder: "Dead Words, Living Words, and Healing Words. The Disseminations of Dōgen and Eckhart". David Loy indleder her med at påpege, at der er forskel på Derridas dekonstruktivisme og kristendommens negative teologi og dens apofatiske udsagn (ikke det, ikke det). Daisetz Suzuki skrev om Meister Eckhart og det gjorde mange filosoffer i Kyoto Skolen også.

Det der interesserede zen mestrene var, at Eckhart f.eks. bad til Gud om at skille sig af med Gud, fordi han havde fundet ud af, at hans egentlige natur transcenderede Gud. For Derrida er der derimod intet transcendent i verden. Hvis der er en rational intention i de ord vi bruger, så de de døde ord. Hvis der derimod ikke er en rationel intention i dem, er det levende ord.

De rigtige mystikere, som den 6. patriark Huineng, Dōgen og Meister Eckhart er fuldstændig skruppelløse og radikale i deres måde at udtrykke sig på: Når jeg siger "ikke-evig", er det netop hvad Buddha mente med "evig".

Dōgens ordspil er mangfoldige. F.eks er det almindeligt i buddhismen at sige: Alle levende væsner har buddha-naturen, men Dōgen siger: Alle levende væsner er buddha-naturen. Det japansk ord at "nå den anden bred" er to-higan, men Dōgen kalder det higan-to dvs. at "den anden bred er ankommet". At "prædike dharmaen" bliver til at "dharmaen prædiker".

Dōgen tillod sig ikke at være begrænset af sprogets og vore tankers almindelige dualismer, men sammensatte selv sine egne udsagn, som giver pokker i de tvedelinger, som vi sædvanligvis hænger os i.

Meister Eckhart gjorde noget lignende. Han forstår ordet mutuo, gensidig, som meo tuo et tuo meo som betyder "mine dine og dine mine". I "Fader Vor" bliver "din vilje ske" til "viljen er din". "Væren" og "ingen" giver han også en ny ikke-dualistisk betydning ved at bytte om på dem.

Han vidste godt, at "væren" og "ingen" blot er begreber, der afspejler hinanden, og at det er muligt at danne udsagn, som ophæver dualiteten mellem Gud og mennesket. Hvis Gud er "ingen", er det fordi, han er menneskets "ingen", og hvis mennesket er "ingen", er det fordi, dets "væren" er Guds.

Det fjerne kapitel hedder: "Zhuangzi and Nagarjuna on the Truth of No Truth". Det er et herligt emne indenfor både taoismen og Buddhismen og David Loy er ekspert i at skrive sammenlignende mystik om "ingen sandheds sandhed", som han også gjorde det i sin første bog "Non-duality". Der er store forskelle geografisk, historisk og sprogligt mellem Zhuangzi og Nagarjuna, men der er forbavsende ligheder med hensyn til løsning af problemerne.

Hvad hvis der ikke findes en sandhed? Eller hvad hvis dette netop er sandheden? Er det en selvmodsigelse eller et paradoks, som opfordrer til et spring til en helt ny forståelse? Zhuangzi er blevet kaldt relativist og skeptiker, men er bare en ikke-dualistisk mystiker. Nagarjuna er blevet kaldt skeptiker og nihilist, men han er også bare en ikke-dualistisk mystiker.

Skønt vor sædvanlige dualistiske måde at tænke på diskriminerer mellem ting i verden og får os til at se dem som adskilte fra os, så diskriminerer Tao ikke mellem ting, men behandler dem som lige. Diskriminering finder sted under bestemte omstændigheder og ophører, når disse ændres. Verden opfattes nu, som den er, før vor begrebslige tanke opdelte den. Denne bevidsthed kaldes Tao.

Within yourself, no fixed positions:

Things as they take shape disclose themselves.

Moving, be like water,

Still, be like a mirror,

Respond like an echo.

Blank! as though absent:

Quiscent! as though transparent.

Be assimilated to them and you harmonize,

Take hold of any of them and you lose.

(Graham, A.C. Chuang-tzu: The Inner Chapters,1981, p.281)

Kapitel fem hedder CyberBabel og handler om tidsopfattelsen i det moderne multimedie og computeriserede samfund og tidsopfattelsen i Dōgens zen. Det drejer sig igen om den bundne bevidsthed og den befriede bevidsthed.

Når en stadig voksende mængde af information skal presses ned i dét relativt konstante tidsforløb, som enhver af os har til rådighed, medfører det at opmærksomhedens tidsrum indskrænkes. Det at skulle være bevidst om alt, hvad der er digitalt tilstedeværende, spreder vor opmærksomhed ud, så den ikke kan skelnes fra uvidenhed. De uendelige muligheder implicerer en lammende rådvildhed.

Fra et buddhistisk synspunkt forværrer den accelererende cybertid snarere end formindsker de dualistiske vrangforestillinger mellem ting, os selv indbefattet, og den tid de er "i". Den teknologiske forblændelse af at blive stadig hurtigere og hurtigere er ikke løsningen, men problemet.

Løsningen er derimod at befri bevidstheden, ikke fra dens fikseringer, men fra dens mangel på fokus, hvilket zen praktikanter ved alt om. Det drejer sig i stedet om at forøge opmærksomhedens tidsrum ved at sænke farten. Det medfører at vi "glemmer os selv" således, at vi kan virkeliggøre bevidsthedens sande natur og blive ét med det vi gør.

Kapitel seks hedder: "Dying to the Self that Never Was". Det handler igen om den sammenlignende mystik. Denne gang om en sammenligning af zen buddhistisk praksis med en ukendt engelsk mystikers tekst fra 1300-tallet The Cloud of Unknowing.

Der er ligheder og forskelle. Begge kontemplative traditioner fremhæver, at det drejer sig om, at man gennem praksis erkender, at det selv, som vi alle tror eksisterer som vor egentlige natur, i virkeligheden aldrig har eksisteret.

Kristendommen anbefaler en bevidsthedsmæssig omvæltning kaldet metanoia, som ikke kan finde sted uden det, der kaldes kenosis, som er en fuldstændig udtømning af selv-bevidstheden i vort bevidsthedsrum.

Ikke jeg, men Kristus lever i mig, sagde Paulus. Jesus egen død og genopstandelse er ikke nok. Vi må selv dø en præ mortem død og genvinde bevidstheden for at realisere gudsriget.

Måske er dette kapitel det bedste David Loy har skrevet i hele sit forfatterskab, fordi der er et afsnit om mu, som ganske simpelt er så instruktivt, at alle, der praktiserer zen, bør læse det for at forbedre deres fornemmelse af, hvor denne praksis snerper hen. Praksis er en alvorlig sag, det gælder om at forstå, hvordan man skal praktisere, før praksis ophæver den, der praktiserer.

Bravely let go

On the edge of the cliff

Throw yourself into the Abyss

With decision and courage.

You only revive after death

(Chang, Garma C.C. The Practice of Zen, 1970, p.103)

Kapitel syv hedder: "The Dharma of Emanuel Swedenborg". I 1887 påpegede en præst i en Swedenborg Ny Jerusalems Kirke i USA ligheden mellem den svenske mystiker Swedenborgs lære og Buddhismen. Den japanske lægmands zen mester Daisetz Suzuki tog det op og oversatte Swedenborg til japansk i 1913. I 1996 kom så endelig den engelske oversættelse af Suzukis bog.

Swedenborg (1688-1772) er ikke nem at læse og forstå, fordi han bruger en apokalyptisk terminologi med spiritistiske undertoner i sin fremstilling af sine visioner og erkendelser. Der er folkelige budhistiske elementer i det f.eks. kan man sammenligne nogle visioner i den Tibetanske Dødebog: Bardo Thodol med Swedenborgs visioner.

Der er også en økosofi, som kan minde om Avatamsaka buddhismens økosofi og Indras Net. Den svenske forfatte August Strindberg var begejstret over at læse Swedenborg på et tidspunkt, hvor han var optaget af forskellige okkulte visioner. Jeg har lidt svært ved at komme ind i stoffet, og ved at Suzuki ikke siden beskæftigede sig med Swedenborg.

Det ottende kapitel hedder: "The Karma of Women". Karma er det mest misforståede begreb i buddhismen. I den folkelige buddhisme har det til alle tider betydet en ufejlbarlig årsags-virknings sammenhæng mellem menneskets moralske handlinger og det skæbne i næste liv. Der er således ikke behov for at arbejde for nogen som helst social retfærdighed, fordi den allerede er indbygget i universets moralske mønster.

Karma loven bruges derfor mange steder til at retfærdiggøre den politiske elites autoritet. Deres rigdom og magt forklares som resultatet af de gode gerninger de har gjort i tidligere liv. Teorien om karma og genfødsel har alvorlige konsekvenser for Thailands sex industri og mange templer tjener på det. De prostituerede hvis skæbne er bestemt af en dårlig karma i et tidligere liv må betale dana, gaver, for at opnå en bedre genfødsel næste gang.

Vold mod kvinder, racisme, økonomisk undertrykkelse og fødsels handicap kan alt sammen forklares som et resultat af en fortjent dårlig karma. Det er en helt almindelig opfattelse i alle buddhistiske lande, at en kvinde bliver nødt til at blive genfødt som en mand, hvis hun skal gøre sig håb om at blive spirituelt oplyst. Det gælder også for nonner.

"By the power of my merit, may I be reborn a male....

(1400-tals inskription af en Queen Mother)

I alle disse eksempler på at "offeret selv er skyldig" har den folkelige buddhisme misforstået Buddhas lære om cetana, som betyder motivation. Karma betyder handling og karma læren er et etisk princip. Menneskets livssituation kan ændres ved at forandre motiverne til vore handlinger lige her og nu.

Karma er ikke noget selvet har, men en fornemmelse af det vi selv er. Og denne fornemmelse af os selv skifter i overensstemmelse med vores bevidste valg. Jeg rekonstruerer mig selv, ved det jeg bevidst gør, fordi min selv-fornemmelse er et bundfald af vanemæssige tanker, følelser og handlinger.

Det niende kapitel hedder: "The West Against the Rest? A Buddhist Response to The Clash of Civilizations". Samuel Huntington skrev i sin berømte bog "The next world war, if there is one, will be a war between civilizations". Religion er en bestemmende faktor for Huntington, og islam er en "test case", fordi den islamiske verden har så svært ved at komme ud af det med alle andre kulturer.

Men David Loy deler ikke Huntingtons analyse, som hverken er objektiv eller neutral. Han vil derfor hellere se lidt nærmere på Vestens vanskeligheder. Muhammed var både en religiøs, politisk og militær leder; Jesus og Buddha var kun religiøse ledere med en dharma, som man ikke kan lave politik på. Derfor adskilles det religiøse og sekulære i kristendommen og buddhismens verden.

Men David Loy har det synspunkt, at vi i Vesten overser, at vort økonomiske system, faktisk tjener som en religiøs tro. Den har et verdensbillede og et sæt værdier, som har en religiøs rolle, selv om der ikke er noget transcendent.

Loy mener at Vesten har det ubehagelige problem, at der er en sammenhæng mellem de vestlige interesser og de vestlige værdier som individualisme, liberalisme, menneskerettigheder, lighed, frihed, demokrati og adskillelsen af stat og kirke.

Pointen er, at det i historien løb har vist sig at være vanskeligt at harmonere disse værdier og idealer med den måde Vesten og selvfølgelig især USA til stadighed behandler andre nationer, når det drejer sig om deres egne kortsigtede interesser.

Spørgsmålet er derfor ikke Huntingtons "civilisationernes sammenstød", men om vi ikke i Vesten ville komme bedre ud af det med andre civilisationer, hvis vi var mindre grådige efter deres resurser og markeder.

Det sidste kapitel ti hedder: "Terrorism as Religion: The Identity Crisis of Secularism". David Loy har det mærkelige politisk korrekte synspunkt, at religiøs terrorisme er en reaktion på modernismen sekulære fiasko. Det er tydeligt, at han ikke har tilstrækkelig viden om hverken islam trossætninger, dens historiske brutalitet eller shariaens undertrykkelse af kvinder og vantro.

Han skelner ikke i dette kapitel mellem kristen, jødisk og islamisk fundamentalisme og indleder med at argumentere for, at den fundamentalisme vi ser sprede sig i Mellemøsten, Europa og USA ikke er en tilbagevenden til en før moderne religiøsitet (f.eks. profetens sædvane), men et svar på den mangel på spiritualitet, som findes i den moderne sekulære verden.

Det er ganske vist en identitets krise, som kommer af vor mangelsygdom. Men David Loy mener, at fundamentalismen manifesterer sig som en reaktion på udviklingen af sekularismen, og det tror jeg er helt forkert. Den salafistiske tilbagevenden til Muhammeds sædvane er er reformation, som bedst kan sammenlignes med den protestantiske reformation. Det er den rettroende islam.

De traditionelle religioner grundfæstnede os i en sakral vision, som kunne fortælle os om vor situationstotalitet eller rolle i kosmos. Modernismen og postmodernismen har imidlertid stillet spørgsmål ved det transcendente og efterlader os angste for et meningsløst univers og en indre mangel på basis. Vi kan ikke længere forholde os til det faktum, at vi skal dø eller til den følelse af mangel, som plager os.

Det er ikke forkert, at de voldelige religiøse bevægelser i verden alle er fælles om at afvise den moderne sekularisme. Skønt dette blot forværrer situationen er det klart, at sekularismen er en ideologi, der som en erstatnings religion fastholder os i det verdsliges "grådighed, modvilje og selvbedrag", som ikke har en transcendent dimension.

Vi prøver her at overvinde vor mangelsygdom ved at gribe efter hvad som helst i den sekulære verden. Men dette er fra et buddhistisk synspunkt dømt til at slå fejl, fordi det hverken fjerner vor lidelse eller kan grundfæstne os i en ny befriet identitet.

David Loy bringer os derved tilbage til forskellen mellem den bundne bevidsthed og den frigjorte bevidsthed. I buddhismen er vor sande identitet altid sunya, "tom". Denne tomhed eller formløshed er netop fri til at antage hvilken som helst form eller former alt afhængig af situationen.

Hvis form er tomhed, er tomhed også form. Den spirituelle vej fører til en befrielse af bevidstheden. Og det vigtige er, at denne frihed ikke er en frigørelse fra, men en frigørelse i denne verden.

David Loy er mester i at forene buddhistisk erkendelse, sammenlignende mystik og fornemmelsen af social retfærdighed og beder os i alle sine bøger om at se nærmere på, hvornår bevidstheden er bundet af vildfarelser, og hvornår den er befriet og vågen.

A New Buddhist Path. Enlightenment, Evolution and Ethics in the Modern World. Boston, Wisdom Publications, 2015.

I denne sidste bog af David R. Loy bliver vi helt opdateret med hans fine forståelse af, hvordan vi som vesterlandske buddhister kan forholde os til en såkaldt moderne form buddhisme. Loy’s forfatterskab har nu udviklet sig til et klart og velformuleret udtryk for en buddhisme, som er meningsfuld for det moderne menneske.

Hans Indledning hedder In Quest of a Modern Buddhism. Vi bør genoplive tidligere tiders visdom for at overvinde det nuværende kedelige verdensbillede, hvor vi forfølger individualisme, narcissisme, grådighed, forbrugs afhængighed og fantasier. Buddhismen kan udpege en vej tilbage i den rigtige retning. Men det bliver nok nødvendigt at sekularisere Buddhismen.

Bogen er inddelt i tre afsnit: Path, Story og Challenge. Hvert afsnit har flere små kapitler og ender med en afslutning om Karma og genfødsel. Udgangspunktet er ønsket om at realisere den bevidsthed som ikke fæstner sig på noget. Det er lige efter Diamantsutraens: Lad dine tanker komme frem uden at de opholder sig ved noget bestemt.

Bodhisattvaer lever uden nogen støtte eller basis, fordi de ikke vedhæfter bevidstheden til noget. Dette er meget anderledes end hos os andre, hvis sind er tvunget til snart at række ud efter både det ene og det andet.

Igennem hele bogen bevæger David Loy sig frem og tilbage mellem 2 aspekter af buddhismen, som er transcendens og immanens.

Der er forskel på, at noget er transcendent dvs. Gud eller det rene bevidsthedsrum og det at transcendere. Transcendens kommer af det latinske trans + scandere, at være oven over eller det at gå ud over denne verden eller virkeligheden. Immanens kommer af det latinske in + manere, at være i eller forblive i denne verden eller virkeligheden.

Loy er af den opfattelse, at hverken en transcendent eller immanent forståelse af buddhismen er tilfredsstillende. Det begrunder han med, at det eneste, der er fornødent, er at erkende, at vor fornemmelse af et ”selv” er en social-psykologisk konstruktion, som bør dekonstrueres og rekonstrueres, fordi et adskilt ”selv” netop er kilden til dukkha eller vor mangelsygdom og utallige lidelser her i livet.

Jeg er ikke helt enig, fordi disse to begreber er meget nyttige for at forstå ikke-dualismen. Det mest transcendente eller det eneste transcendente i hele universet er bevidsthedsrummet, men det vigtige at forstå er, at bevidsthedsindholdet ikke er adskilt fra denne rene bevidsthed. Derfor er det transcendente immanent i bevidsthedsindholdet dvs. denne verden eller virkeligheden.

”We are here to awaken from the illusion of our separateness.” – Thich Nhat Hanh.

David Loy citerer nogle kendte steder fra Pali kanon f.eks. Udana 1.10:

”When Bahiya, there is for you in the seen only the seen, in the heard, only the heard, in the sensed only the sensed, in the cognized only the cognized, then, Bahiya, there is no ”you” in connection with that....When there is no you” there, then you are neither here nor there nor in between the two. This, just this, is the end of suffering (dukkha).

Det er nok, at komme ud over fornemmelsen af et ”selv” som noget, der aktiverer det vi gør, ser, eller hører osv. ved at fokusere på selve det der ses og lydene, som høres.

En anden måde at forstå den buddhistiske opvågnen på er det, Dogen beskriver som ”at glemme sig selv” og realisere vor ikke-dualitet med verden. Det kræver ansvarlighed, fordi alle levende væsners velfærd ikke længere kan adskilles fra et JEG ER.

David Loy er i denne bog meget bevidst om parallellen mellem vor evige individuelle forlegenhed med hensyn til vor adskillelse fra andre og vor kollektive mishandling af biosfæren. Det er ikke ualmindeligt, at man hen ad vejen i sin meditation finder, at denne spirituelle praksis ser ud til at være utilstrækkelig til at løse ens psykologiske problemer og relationer.

Hvis kilden til min dukkha ultimativt er et fejlagtigt indtryk af selvværen, så må løsningen være at realisere, at jeg ikke er virkelig adskilt fra andre og andet og derfor ikke bør forfølge min egen lykke med ligegyldighed overfor andre og andet.

Det er en forvandlende forståelse af, at den verden, vi sædvanligvis erfarer og den måde, jeg oplever mig selv på, hverken er virkelig eller uvirkelig, men en psykologisk og social konstruktion, som kan dekonstrueres rekonstrueres, når jeg følger buddhismens træning.

Den subjektive fornemmelse af et indre ”selv” adskilt fra en objektiv virkelighed der ude er et produkt af den måde vor almindelige psykologiske bevidsthed fungerer. Dette er i bund og grund en fejlagtig opfattelse af både os ”selv” og ”omverden”.

Buddhismen lærer os, hvorledes vor psykologi fabrikerer det, vi tror er den personlige virkelighed. De 5 skandha er bogstavelig talt en ”bunke” former, følelsesbetonede fornemmelser, perceptioner, mentale dispositioner og opfattelser, hvis påvirkning af hinanden skaber illusionen af et fra omverden

illusorisk personligt ”selv”.

Dernæst opstiller buddhismen en detaljeret teori om, hvorledes vore vildfarelser og begær samarbejder og konstruerer den måde, vi oplever verden på. Denne teori hedder årsagskæden eller betinget opståen, som på sansrit hedder pratityasamutpada.

David Loy er meget opmærksom på, at vor almindelige uvidende måde at opfatte på polariserer en ”omverden”, som vi er meget bevidst om, og en indre fornemmelse af et ”jeg”, som har denne bevidsthed. Det skaber en illusorisk subjekt-objekt adskillelse. Denne konstruerede tvedeling er roden til vor uvidenhed samtidig med, at den er årsagen til dukkha.

I og med buddhismens opvågnen eller erkendelse af vor egentlige natur og identitet behøver vi ikke engang at forsøge på at skille os af med fornemmelsen af et ”selv”, fordi denne fornemmelse er nødvendig for vore daglige funktioner. Det eneste der er vigtigt er at erkende, at fornemmelsen af et ”selv” er ”tom” for selvværen, fordi det adskilte ”selv” hjemsøges af vor mangelsygdom (dukkha).

Det afgørende punkt er, at den buddhistiske opvågnen ikke har noget at gøre med at transcendere denne verden eller at adskille den fra os i almindelig forstand, men at opleve den på en ikke fastholdende måde. ”Let your mind come forth without fixing it anywhere” (Diamond Sutra).

Når man kommer ind i denne bog er det tydeligt, at David Loy er kommet til en fin afklaring af sit buddhistiske liv. Jeg har ikke tidligere læst bedre beskrivelse og forståelse af nogen anden vesterlandsk buddhist. Hans henvisninger til vigtige zen tekster og hans formuleringer af det essentielle i zen i et enkelt og klart sprog er meget tilfredsstillende for en gammel buddhist som jeg.

A New Buddhist Path er fuld af vidunderlige citater og guldkorn fra mange zen mestre gennem tiderne. Men jeg vil nøjes med et citat af Dogen fra hans skrift Genjokoan, som jeg altid har holdt meget af. David Loy er jo selv Soto zen præst:

”To study Buddhism ia to study yourself. To study yourself is to forget yourself. To forget yourself is to be awakened by the ten thousand things. When awakened by the ten thousand things, your body and mind as well as the body and mind of others drop away.”

Denne erkendelse får Loy til at endelig klart at sige: ”Does awakening, then, involve realizing that one’s own nature is not different from that of the entire universe? That my own ”groundless ground” is in fact the ground of the whole cosmos.”